Takt & tone – Bryllup

Takt og tone – 1918 – Bryllup

 
 

BRYLLUP og dets Festligholdelse har efterhaanden antaget et noget mindre Omfang end i foregaaende Aarhundreder.

Stille Bryllup. Skønt Bryllup holdes for Livets største Fest, er der Mange, der efterhaanden gaar udenom den, idet de i al Stilhed, med de nødvendige Vidner, lader sig vie paa Raadhuset eller i Præstens Hjem, hvorefter de rejser bort med det samme og først udsender Kort efter Vielsen. Dette gælder naturligvis især ældre Brudepar, eller hvor den ene af Parterne er fraskilt eller har været gift før. Den unge Pige vil sædvanligvis nødig give Afkald paa den Poesi, der omgiver en Brud, og den Virak, der ikke udebliver ved et stort Bryllup. 

Borgerlig Vielse spiller en stadig større Rolle begrundet paa Nemhed og Billighed, men da den endnu ikke er paabudt og kun finder Sted, hvor kirkelig Vielse af forskellige Grunde ikke kan finde Sted, er det dog sjældnere, at den anvendes i de velstillede Samfundslag. Den finder Sted paa Raadhuset Kl. 1 hver Fredag, alle de tilstedeværende Par faar en foreskreven Tale under eet af Borgmesteren og vies derefter særskilt i en tilstødende Sal.

Brudeparrene er i daglig Formiddagsdragt, og ingen Vidner medfølger, da de retslige Formaliteter er besørgede skriftligt. Det hele Apparat er meget værdigt, men de, der ønsker et Skær af Poesi over Ægteskabets Indvielse, bør heller ty til Kirken.

Kirkebryllup. Skal et saadant finde Sted, afholdes det af Brudens Forældre eller, nærmeste Paarørende, og Indbydelserne udstedes ca. 3 Uger i Forvejen. Listen maa affattes med største Omtanke, da en Forglemmelse ved et Bryllup af en Slægtning eller gammel Forbindelse kan afstedkomme en Harme, som er længe om at fortage sig. Man maa hellere indbyde for mange end for faa. Det er dog en Aareladning af værste Sort, og en lille Besparelse kan ikke opveje det Raseri, der rejser sig ved en Forbigaaelse.

Indbydelsen lyder paa. at give Møde i Kirken med efterfølgende Festlighed i Hjemmet eller paa et offentligt Sted, hvilket sidste efterhaanden i Bylivet er blevet det almindeligste, da Pladsforholdene lægger Hindringer i Vejen for store Sammenkomster i Hjemmene.

Et slemt Udslag af Paatrængenhed og Taktløshed hos den Del af den kvindelige Befolkning, der ikke har anden Beskæftigelse end at skaffe sig gratis Fornøjelser, er det at trænge sig frem for at overvære ganske fremmede Menneskers Kirkebryllup. Hensigten er vel hovedsagelig den at stirre paa Brudens og de øvrige Damers Toiletter, og synes derfor i kun ringe Grad at have Føling med de Stemninger, der skulde drage Mennesker til et Gudshus.

Ved store Bryllupper, hvor en Sensation af denne Art kan ventes, maa det desværre derfor tilraades at udstede Kort for at undgaa Trængsel.

Man maa ved et Kirkebryllup lægge sig paa Sinde at komme i rette Tid, da hele Brudefølget maa være forsamlet før Brudens Ankomst, og modtages af Brudgommen, der med sin Forlover kommer først til Stede. Kirkebetjeningen placerer Brudefølget efter Gæsternes Forhold til Brudeparret, og Kønnene er adskilte, en lidt mærkelig Skik netop ved denne Anledning.

Bryllupsfest. En vanskelig selskabelig Opgave stilles Brudens Forældre ved Placering af Gæsterne ved et stort Bryllup. Vanskeligheden ligger i, at Medlemmerne og de nære Venner af de to Familier som oftest ikke alene er hverandre ubekendte, men ogsaa for de halve af Gæsternes Vedkommende ofte er fremmede for Vært og Værtinde. Brudgommen bringer sine Svigerforældre en Liste paa dem, han ønsker indbudt, og ifølge den dukker der ofte Tanter og Svogre o. I. op fra Provinsen, hvis Tilværelse man ingen Anelse havde om, og som derfor er vanskelige at anbringe paa heldig Maade ved Festbordet, rent afset fra, at de altid er ubegribelig talrige.

I og for sig gør det nu mindre til Sagen, hvem man faar tilbords ved en saadan Middag, idet Talerne og Sangene er saa mange, at der ikke gives En megen Tid til Samtale. Allerede ved Suppen begynder det med, at Værten byder velkommen, og derefter gaar det Slag i Slag. En af Forloverne holder Talen for Brudeparret, og den usalige Brudgom har derpaa at takke Brudens Forældre for den Livets største Gave, de har skænket ham, en Pligt som har ødelagt Festens Glæde for mangen Brudgom, og som – det skal indrømmes – heller ikke altid klares med afgjort Held, idet de Færreste har Mod til som hin Brudgom at sige: “Tak for Carolinel” men indlader sig paa lange Udviklinger. Efter Brudgommens Tale vilde det være en Velsignelse, om der blev sat en Stopper for Veltalenheden, saa Gæsterne kunde faa Lov at more sig efter Behag, men tværtimod føles der gensidige Forpligtelser til at udbringe Skaaler for de tilstedeværende Søskende, Svigerinder, Tanter og gamle Ammer – hvem ikke – hvilket unegtelig, da man er nødt til at høre paa det, gør en saadan Fest til en tvivlsom Fornøjelse.

Derfor – hvis det ikke paa Grund af en indtrængende Opfordring er nødvendigt eller et ganske specielt Talent er til Stede – bør man afholde sig fra at optræde som ukaldet Taler ved en Bryllupsfest eller lignende Anledning, for ikke af Hensyn til en Enkelt at virke hæmmende paa den almindelige Munterhed.

Hvis man dog føler sig kaldet til at være Festtaler, bør man undgaa at nævne ethvert Forhold, der er sørgeligt eller ubehageligt for dem, man ønsker at hædre og glæde med sine Ord.

Brudeparret forlader Festen uden at tage Afsked med Andre end Forældrene.

Efter Brylluppet afholder Brudgommens Forældre, hvis Forholdene er dertil, et Selskab for de Nygifte, hvor Brudens Forældre og Søskende er selvskrevne Gæster, men som er lidt vanskeligt at gøre underholdende da det let kommer til at virke som en mindre festlig Gentagelse af Brylluppet.

Brudegaver og Blomster sendes til de Nygiftes Hjem, medmindre de rejser bort umiddelbart efter Brylluppet, i hvilket Tilfælde de sendes til Brudens Hjem.

Man behøver ikke at sende Gaver eller Blomster til et Brudepar, selv i nære Forhold, naar den af Brudeparret, der stod En nær, aldrig har forestillet En deres tilkommende Ægtefælle.

Det maa tilraades som Brudegave enten at raadføre sig med de nærmeste eller at vælge noget, der med Lethed kan byttes, da det er vanskeligt at vide, hvad det unge Par har Brug for, og der sædvanligvis indtræffer Dubletter. Hvad skal f. Eks. en ung Husmoder gøre med tre Potageskeer og uden en Kageske?

Brudegaverne stod tidligere fremme i nogen Tid i det nye Hjem, for at give de Besøgende den tvivlsomme Fornøjelse at kunne beskue dem og sammenligne deres egen lille Opmærksomheds Værdi med de Andres. Ingen ved, hvor fattige seks Sølvæggebægre ser ud, før man har set dem i Skyggen af en SølvJardiniére.

Modtagelse i det unge Hjem. Den nygifte Frue bør helst lade udgaa Meddelelse til sin Omgangskreds med Fastsættelse af en Dag, hvor Brudeparret tager imod, Lykønskninger i det nye Hjem. f. Eks. en af de første Søndage efter Brylluppet, eller efter Hjemkomsten fra Bryllupsrejsen. Man faar da en Kop The eller Vin og Kage. Kort efter denne Modtagelse gør det unge Par Visit hos Paarørende og Venner, hvilken Runde for saa vidt har større Vigtighed end andre Visiter, idet den er angivende for Grundelementerne i den Omgangskreds, det unge Par Livet igennem kommer til at bevæge sig i. Bedst er det jo altid at kunne bevare de gamle Venner fra Ungdomstiden.

Disse Visiter maa gengældes af dem, hos hvem de er blevet aflagt. Hvis dette ikke sker, eller en Indbydelse ikke træder i Stedet, maa det af de Nygifte betragtes som en Tilkendegivelse af, at et Omgangsforhold ikke ønskes.

Skriv kommentar